top of page

Jeg tegner, her og der og alle vegne

Jeg har altid papir og kuglepen i lommen, og mine tegninger bliver til under åben himmel - eller på farten i bussen - eller fra bagsædet i bilen. Under alle forhold -  rejseskitser og mere sporadiske ”dagbogsnotater”.

 

Rejser i Skandinavien og til Island og Grønland har haft stor betydning. Jeg er meget optaget af de utrolige variationer i fjeldenes, lavamarkernes og skærgårdens vældige stenmasser.

Umiddelbart kan landskaberne opleves som statiske og uforanderlige, men de rummer voldsomme, synlige fortællinger om deres tilblivelse. Spor efter kontinentalpladers forskydninger eller gletsjernes skuren hen over jordskorpen - og senere årtusinders langsomme nedbrydning af vejr og vind.

Jeg bliver inspireret af den store rigdom af forskellighed. Det normale er ikke det almindelige, men hele mole-vitten. Det samlede frodige virvar - med alle mulige og umulige gevækster og skævheder – og med et utal af små og store variationer og gentagelser. Det er stort og voldsomt - og betagende – og  måske smukt?

Jeg går langs stranden eller i skoven og finder sære ting. Jeg glæder mig over de forunderlige og sirlige mønstre ilidt strandingsgods – en tørret frøstand eller et fuglekranie.

Jeg noterer - og tegner og tumler med de grafiske teknikker – for tiden mest koldnålsraderinger suppleret med aquatinte eller collografi. Jeg holder meget af at ridse og kradse direkte i blikkenslagerens zinkplader, mærke metallets modstand mod radernålen og føle mig frem til hvilket tryk, der skal ydes for at opnå det rette billedmæssige udtryk.

Ofte laver jeg korte serier på fire, fem, seks billeder for at undersøge motivets muligheder.

Per Frederiksen, Rialtovej 9, 2300 København S, 2425 0774                   E-mail: perfred07@g.mail.com

bottom of page